Mortons Neurom
Mortons neurom medfører brændende smerter i fodsålen som kan stråle ud i tæerne. Smerterne kommer først i forbindelse med gang, eller når man benytter de sko, der klemmer og som er årsag til generne. Smerterne skyldes, at nerverne til fodfod og tæer klemmes af mellemfodknoglerne. Tilstanden ses hyppigt i sammenhæng at fodens tværbue er faldet sammen og der er en forfodsplatfod. Det vigtigste behandlingstiltag er anvendelse af skotøjsindlæg, der neutraliserer fejlstilling. Hvis der er manglende effekt af korrekt indlæg, kan man foretage en operation, hvor den komprimerede, beskadigede del af følenerven fjernes. Som konsekvens af denne operation får patienten følelsestab lokalt og i noget af tæerne. De fleste patienter bliver dog smertefrie efter indgrebet.
Sygdommen: Mortons neurom er en godartet knude (hævelse/fortykkelse) af det væv, der omgiver nerverne til hyppigst 3. og 4. tå, men kan ses mellem alle tæer. Tilstanden ses 6-8 gange hyppigere hos kvinder. Symptomerne er snurrende, brændende/smertende og sovende fornemmelse i de to tæer, nerven forsyner. Mange har en følelse af hævelse i fodsålen, og i visse tilfælde kan man se nerveknuden på fodryggen. Symptomerne kan komme, når man tager sko på, og senere kan de være til stede hele tiden. Tilstanden kan forårsages af alt der forårsager tryk og irritation. Smalle, højhælede sko kan være den udløsende årsag. Andre foddeformiteter såsom forfodsfremfald, knyster, hammertæer o.lign. kan også være en medvirkende årsag til udviklingen af nerveknuden.
Diagnosen: Diagnosen stilles ved relevante symptomer, klinisk undersøgelse og eventuelt ultralyds eller MR-skanning.
Non-kirurgisk behandling: Ofte kan man få ømheden til at forsvinde (hvis ikke knuden er for stor) ved at anvende fornuftigt fodtøj med god plads og en sål med god svagstøtte og forfodsløft (pelotte). Muskeløvelser (eventuelt vejledt af fysioterapeut) mod forfodssmerter kan også lindre symptomerne. En blokade hjælper i nogle tilfælde, men effekten kan være forbigående.
Indikation: Kroniske smerter på trods af forsøgt non-kirurgisk behandling er indikation for kirurgi. Operation frarådes ved dårligt blodomløb og sukkersyge.
Forberedelse: Fod og ben skal være renvasket og fri for sår. Neglene skal være korte, rene og uden neglelak. Det anbefales at tage 2 stk tbl Panodil 500 mg ca 1 time inden operationen. Behandling med blodfortyndende medicin må ikke være højere end terapeutisk niveau. Ved tvivl skal egen læge foretage kontrol inden operation. Det er Deres ansvar at gøre ORTOKLINIK opmærksom på allergi overfor medicin inden behandling begyndes. Faste før operation er ikke nødvendig.
Bedøvelse: Før operationen anlægges lokalbedøvelse. Bedøvelsen virker straks efter anlæggelsen og vil have effekt i flere timer.
Operation: Gennem et snit på oversiden af forfoden frilægges den påvirkede nerve og neuromet fjernes. Efter operationen anlægges bandage med hælsko, der skal bruges de første 3 uger efter operationen for at aflaste forfoden. De må støtte til smertegrænsen. Operationsforløbet vil tage ca 30 minutter.
Efterbehandling: Det er vigtigt at holde foden i ro og opad de første 3 døgn efter operationen for at mindske hævelse og smerter. Ankel og knæ skal bevæges. Forbindingen kan stramme pga hævelse og skal da løsnes. Den stive bandagerings-sko og krykker skal bruges konstant i 3 uger. Efter ca 2 dage foretages sårkontrol og skift af bandage på ORTOKLINIK. Efter ca 12 dage foretages stingfjernelse på ORTOKLINIK. Efter ca 3 uger er der afsluttende kontrol med instruktion i bevæge-øvelser på ORTOKLINIK. Husk at medbringe egne sko. Det anbefales at benytte fodtøj med stiv sål i mindst 6 mdr efter operationen.
Forsigtighed: Bilkørsel frarådes så længe bandageringssko anvendes, og mens der indtages medicin mærket med rød advarselstrekant.
Smertebehandling: Efter operationen anbefales det at tage 2 stk tbl Paracetamol 500 mg fordelt på 4 gange i døgnet samt tbl Ibuprofen 400 mg 3 gange i døgnet i 5-7 døgn efter operation. Vær opmærksom på eventuelle bivirkninger og allergi (jvf indlægsseddel).
Infektionsforebyggelse: Forebyggende mod infektion skal tages 2 tbl Dicloxacillin 500mg 3 gange dagligt de første 9 døgn efter operation.
Sygemelding: Periode med sygemelding afhænger af arbejdsfunktion men vil typisk være ca 3 uger.
Forventet resultat: Formålet med behandlingen er at lindre smerterne. Men operationen medfører en varig følelsesløshed i et område mellem de to tæer, som nerven med nerveknuden forsynede.
Komplikationer: Komplikationer i forbindelse med bedøvelse og operation forekommer sjældent. Den samlede hyppighed er < 2%. Infektion kan begynde ca 3 døgn efter operation med tiltagende smerte, hævelse, rødme, varme og sivning. God hygiejne nødvendig for at nedsætte risiko for infektion. Ved mistanke om infektion skal læge kontaktes. Blødning kan forekomme efter operation. Hvis bandagen gennemblødes skal læge kontaktes. Nervebeskadigelse kan medføre nedsat følsomhed omkring arret på storetåen. Manglende heling kan forekomme. Dette ses hyppigst hos patienter med sukkersyge og dårligt blodomløb. Rygning fordobler risikoen for infektion og dårlig sårheling efter operation og må derfor frarådes. Blodprop i benet kan opstå ved inaktivitet efter operation. ved mistanke skal læge kontaktes. I sjældne tilfælde kan et smertende neurom dannes.
Ved problemer: Hvis der opstår problemer eller der er mistanke herom efter operationen bedes man henvende sig i klinikkens åbningstid på telefon 8612 9174. Ved akutte uopsættelige problemer kan professor Michael Ulrich altid kontaktes på telefon 5188 2306. Alternativt kan egen læge eller vagtlæge kontaktes.