Mucincyste
Mucincyste er en lille godartet cyste placeret på ydersiden af fingerens yderstykke mellem det yderste bøjeled og neglen. Det er den næste hyppigste tumor på hånd og forekommer oftest hos patienter i alderen 60-80 år.
Sygdommen
En mucincyste er en godartet cyste (lille ballon) med viskøst, geleagtigt væskeindhold, der oftest udgår fra fingrenes yderste led eller fra neglefolden. Oftest er der ingen symptomer eller gener ved mycincyster. Men tryk fra cysten på tætliggende nerver kan udløse smerter. Store mucincyster kan være kosmetisk skæmmende. Placering tæt ved neglen kan medføre deformation af neglen. Mucincysten (15%) er den næst hyppigste tumor på hænderne efter ganglion (70%). Mucincyster opstår hyppigst i aldersgruppen 60-80 år, men ses også hos både børn og yngre mennesker. Mucincyster er tre gange hyppigere hos kvinder end hos mænd. Årsagen til dannelse af mycincyste kendes ikke, men sammenhæng med artrose i de yderste fingerled har været beskrevet siden 1970’erne.
Diagnosen: Diagnosen stilles ved klinisk undersøgelse. Eventuelt kan undersøgelsen suppleres med ultralydsskanning.
Non-kirurgisk behandling
Omkring halvdelen af alle mucincyster forsvinder spontant. En afventende holdning med hensyn til behandling er derfor fornuftig. Asymptomatiske mucincyster skal ikke opereres. En lang række non-kirurgiske behandlinger er beskrevet, men har ikke bevidst effekt.
Indikation
Vedvarende smerter omkring mucincysten eventuelt med nerve-påvirkning er indikation for operation.
Forberedelse
Hånden og underarm skal være renvasket og fri for sår. Neglene skal være korte, rene og uden neglelak. Fingerringe skal fjernes før ankomst til klinikken. Det anbefales at tage 2 stk tbl Panodil 500 mg ca 1 time inden operationen. Behandling med blodfortyndende medicin må ikke være højere end terapeutisk niveau. Ved tvivl skal egen læge foretage kontrol inden operation. Det er Deres ansvar at gøre ORTOKLINIK opmærksom på allergi overfor medicin inden behandling begyndes. Faste før operation er ikke nødvendig.
Bedøvelse
Før operationen anlægges lokalbedøvelse. Bedøvelsen virker straks efter anlæggelsen.
Operation
Gennem et lille snit fjernes mucincysten nænsomt. Eventuelle osteofytter fjernes for at mindske risiko for recidiv. Operationen afsluttes med anlæggelse af en passende bandage. Operationsforløbet vil tage ca 30 minutter.
Efter operationen
Efterbehandling
Det er vigtigt at holde hånden i ro og opad de første 3 døgn efter operationen for at mindske hævelse og smerter. Det er også vigtigt at foretage pumpeøvelser, samt at bevæge skulder og albue. Fingrene bør bevæges fra umiddelbart efter operationen. Forbindingen kan stramme pga hævelse og skal da løsnes. Bandagen kan skiftes til plaster efter 3 dage, der anvendes til heling. Fjernelse af sting foretages på ORTOKLINIK ca 12 dage efter operation.
Forsigtighed
Bilkørsel frarådes i dagene efter operation, og mens der indtages medicin mærket med rød advarselstrekant. Undgå tunge løft i de første fire uger. Så længe der er sår, er god hygiejne nødvendig for at nedsætte risiko for infektion.
Genoptræning
Ergoterapi eller anden genoptræning er ikke nødvendig.
Smertebehandling
Efter operationen anbefales det at tage 2 stk tbl Panodil 500 mg fordelt på 4 gange i døgnet samt eventuelt også tbl Ibumetin 400 mg 3 gange i døgnet i 5-7 døgn efter operation. Vær opmærksom på eventuelle bivirkninger og allergi (jvf indlægsseddel).
Sygemelding
Arbejde kan genoptages, når stingene er fjernet. Det er vigtigt, at operationssår holdes rene, tørre og i ro indtil heling er opnået.
Forventet resultat
Formålet er at bedre bevægeligheden i fingrene. Selv ret udtalte kontrakturer i knoled kan ofte rettes ud, medens der i fingerleddene kan forekomme kontraktur i ledkapsel, som forhindrer fuld udstrækning. Kirurgi helbreder ikke Dupuytren. Halvtreds procent af patienterne får tilbagefald i løbet af 5 år efter operation, men kun 15% vil have behov for reoperation. Fingrene kan fortsat snurre og prikke i uger til måneder efter operationen.
Opfølgning
Sårbehandling med fjernelse af sting vil normalt blive foretaget i ORTOKLINIK. Yderligere opfølgning kan aftales.
Komplikationer
Komplikationer forekommer hos færre end 0,5% af patienterne. Infektion kan begynde ca 3 døgn efter operation med tiltagende smerte, hævelse, rødme, varme og sivning. Ved mistanke skal læge kontaktes. Blødning og blodansamling kan forekomme efter operation. Særligt hvis man får blodfortyndende medicin. Hvis bandagen gennemblødes skal læge kontaktes. Nervebeskadigelse kan medføre nedsat følsomhed på hånd og i fingrene. Manglende heling kan forekomme. Dette ses hyppigst hos patienter med sukkersyge og dårligt blodomløb.